HSP-Info.dk

Header Image  
                                                                                                                         Se også www.fitness-vitalitet.dk

9.00 Sjæl, psyke og krop

Denne lille artikel er et forsøg på "at sætte ord på" noget svært og uforståeligt. For hvad er vores sind og psyke - og hvad har det med sjæl og krop at gøre? Giver det overhovedet mening, at prøve at skrive om det? Beskrivelsen herunder er beslægtet med den såkaldt neoplatoniske tanke.

Hvilken sjæl?

Overordnet må vi bestemme os for, om vi tror på en sjæl. Har vi en sjæl? Det er langt fra alle, som tror på det. Men når man nu mener, at det giver mening at bruge begrebet "sjæle", så følger der en række antagelser.

Det følgende er de velmente antagelser og gætterier ...

  • Sjælen, eller en del af den, stammer fra noget guddommeligt (fra Gud).

  • Sjælen rummer en uforanderlig, evig komponent af noget godt, der ikke kan ødelægges. Sjælens essens kan ikke korrumperes, som det hedder rent teologisk. Den er evig.

  • Sjælen skal være her på jorden og deltage i et livsforløb. Den får en tur i karusellen ...

  • Vores sind (psyke) er ikke helt det samme som sjælen.

    Dette giver mening for mange religiøse, ligesom det har givet mening for filosoffer og mystikere gennem årtusinder. Og det giver livet mening - for hvorfor er vi her ellers?



    Sjælen "dumper ned" fra Gud og møder en krop ("kødet"). Ud af mødet opstår sind/psyke, som lever frem til døden.

    Sjælen i kroppen

    Barnet fødes såvel med krop som sjæl. Ud af dette opstår en ny komponent - psyken, eller på dansk sindet.

    Stjælen indgår altså i en mystisk forening med kroppen. Psyken eller sindet (eller personligheden) opstår ud af denne forening.

    Sindet er en funktion, der styrer os, og som får krop og sjæl tilpasset til at kunne håndtere livsforløbet.

    Ved døden går kroppen i opløsning, sindet opløses antageligvis, og et fragment af sjælen fortsætter sin rejse tilbage mod Gud.

    Sjælen spejler noget evigt

    Bag psyke og sind ligger både sjæl og krop som en slags arketyper, der begge aktivt påvirker psyke/sind.

    Overordnet set kan man vel sige, at sjælen trækker os mod Gud og mod alt det guddommelige. Her taler man om de tre absolutter:

  • Skønhed. Godhed. Sandhed.

    Disse tre absolutter stammer egentlig fra Platon, men tilskrives især den fantastiske filosof og mystiker Plotin. Det er evige kvaliteter, vi kan genkende og registrere med vores sanser og følelser. Og når vi ser dem, genkender vi noget guddommeligt, da de afspejler det guddommelige i skabelsen.

    Vores samvittighed må fx have sit udspring i sjælen, da den kan ses som en afspejling af absolutterne Godhed og Sandhed.

    Kroppen

    Kroppen - og her er det religiøse udtryk "kødet" også dækkende, er en omfattende sag.

    "Kødet", med alt det som indgår, bidrager til udformningen af psyke/sind/personlighed. Det sker på mange niveauer:

  • Genetisk/biologisk
  • Drifter/instinkter
  • Familiær prægning
  • Kulturel prægning
  • Etnicitet (og her ligger meget gemt, selvom mange "humanister" benægter det)
  • Kollektive strukturer og kræfter.

    Det er "kødet" i denne brede forstand, der giver os så meget at arbejde med.


    Katolsk vs. lutheransk sjæleopfattelse

    Tankegangen om sjælen er beskrevet af kristne mystikere, især fra antikken og middelalderen. Den minder nok mest om den katolske kirkes sjælelære - med den vigtige pointe, at sjælen skal renses, inden den kan nå tilbage til Gud. Men der er forskelle til den lutheranske (folkekirkens) forståelse.

    Katolikkerne mener, at sjælen lever videre efter døden. Derfor kan man bede for afdøde og med dem, da det er noget af deres sjæl, som man beder for eller med.

    Protestanterne ser det ikke nødvendigvis på denne måde. Nogle af dem mener, at sjælene ligger og "venter" på den evige opstandelse. Følgelig giver det ingen mening at bede til helgener eller til Jomfru Maria, da disse sjæle også ligger i dvale. Kun de "retfærdige" opstår på den yderste dag, resten forbliver muldjord og aske, og vil end ikke blive kaldt frem til doms - langt mindre pint i Helvedes flammer. Det er en meget besynderlig lære; læs evt. mere om disse lidt vilde emner i den fremragende bog "Hjertets regnebræt" af professor emeritus Svend-Aage Jørgensen.

    Forsøg på en nyplatonisk-kristen model

    Jesus er Guds søn og samtidig et menneske, vi kan spejle os i. Det er jo det, som er den helt uforståelige kerne i kristendommens kærlighedsbudskab, udtrykt med underlige teologiske ord - at Jesus er både 100 % Gud og 100 % menneske.

    Helligånden kan med en platonisk vinkel anskues som en emanation (udstråling) af Gud. Samtidig beskrives Helligånden som den 3. person i den Hellige Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden). Helligånden er som en kraft, der fastholder os mennesker i værdighed. Uden Helligånd var der ingen medmenneskelighed.


    Platon og især Plotins beskrivelse af den konstante skabelsesproces, som hele universet befinder sig i.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 21.03.2019. Alt materiale: Copyright 2011-19 HSP-INFO.dk

  •